Snigerblaffer

Så sad man mageligt dér og kørte ensombil i søndagtempo.
Sneg sig afsted på de små veje med fuglesmuthaler i bakspejlet.
Så flød man i flyderen og så en nydelig mand ved afvænningsværestedet der
sneg sig til at stikke en blaffefinger ud mod een.
Så sad man mageligt der og kvindevendte uskyldshåndflader opad mod himlen
og sneg sig til at se den pæne mand i bakspejlet.
At han godt vidste at en alenekvinde ikke ville have ham med
Og så sneg han sig til at nikke anerkendende.

Forædling

Jeg kunne æde en vegetarko,
af boller i karry og ris med pinde.
Jeg kunne æde mine sommersko,
hvis solen igen ville skinne.
Jeg kunne så æde min elskede skat,
en hel lang sommernat.

Fader Vor

I Eire laver de ikke længere mange præster, som man gjorde det i sin tid, hvor man lavede rigtig mange nok, så der også var til eksport. Det var dengang det var et rigtig fattigt land og det var en stor ære for en irsk mor at have en ’son of the cloth’ (søn af klædet). Irske præster har missioneret i alverden i umindelige tider og for kirken er denne nedgang naturligvis et problem og menigheden er for tilbagegående, kirken mister simpelthen ‘markedsandele’ hele tiden.

I dag mødte jeg en god bekendt, ‘a man of the cloth’. Han havde været til konference i udlandet og mødt en masse gamle præstevenner, det havde været en god berigende tur for ham, men han kikkede mig meget alvorligt og dybt i øjnene og sagde, ‘vi er et dødsdømt folkefærd, der var ikke een mand dér under 50′ … Havde jeg været irer og katolik, så ville jeg have svaret med dybde og alvor i øjnene, at jeg vil bede for dem. Det er jeg ikke, i stedet smilede jeg bredt og lidt frækt og sagde - ‘you guys, you’ll just have to pull your socks up’. Mit svar kom helt bag på ham og hvor han lo fra hjertet, denne ‘man of the cloth’ og smuttede med sine øjne og det er jo der de skal lære at komme fra, alle disse alvorsmænd. Og nu sidder jeg her på mit bjerg og forestiller mig at afrikanerne og sydamerikanerne snart kommer her, for at missionere … Viva La Revolución!

Upraktisk teori

Teori:
Trådløs forbindelse og havesol og laptop.
Havestol og bord med småblomstret dug.
Kølig læskevandsdrik og toptunet skærmlys.
Gode intentioner og solcreme.

Praksis:
Trådløs forbindelse og havesol og laptop.
Kontorstol og bord i arbejdshjørnet.
Kølig læskevandsdrik og toptunet skærmlys.
Gode intentioner og produktivitet.

Hvem vil være med …

til et spil virtuelt Antonius? Lene opfordrede og Tina tog bolden op og så tog jeg bolden op, så here goes:

ANTONIUS …

Havets dybde

Så står man der ved nutidens landsbybrønd og beskuer de frosne ærter og gulerødder i frysemontren og så kikker man op og ind i store smukke blå kvindeøjne, dybe som søer og opdager at dryppelyden kommer fra tåredråber så store og salte som oceaner, der stivner til is. Man ser brystet der tilbageholdt hæver og sænker sig. Man rækker en arm ud til en omfavnelse og holder tæt ind til sin krop og mærker de dybeste hulk fra det inderste af et menneske, i den dybeste nød. Så står man der, på gulvet i supermarkedet på det dybeste vand og siger intet, ser intet. Man kommer aldrig til at kende årsagen til dybden af sorgen, det er ligegyldigt, når bare man svømmer med, i det rette øjeblik.

Den bedste lyd jeg ved

klip-klap-klip-klAP-KLIP-KLAP-KLIP-KLAP-KLIP-KLip-klap-klip-klip-klap-klip …

Near-native

He: ‘Shouldn’t we have an afternoon coffee? Actually, I’m starving too…’
She: ‘Shouldn’t we just have coffee with our Tea, then?’

Latenstid

Ja, du må drolensplidme undskylde min lange svar-latenstid!!! Men altså … Der er jo så meget man skal tage stilling til i livet og nogle gange, så går det rigtig stærkt det liv og man skal også nå at sidde på en sten og fange sollys, jo.

Dagens bedle

Note: Af hjertet tak for evig inspiration!