Omme i fortiden gik vi og friskluftsgakkede og besigtigede marken på vores vandring. Vi levede med at vi levede af naturen og kendte turen uden skiltning, vi gik på vores egen jord og vi kendte dybden på kartoffelrækken uden at måle. Nuturen går ad belagte beskiltede længdeangivne stier med fordøjelseslette navne farvet i rød rute og grøn og gul og om hviledagen var der ingen motorlarm, bondemanden holdt den helligt i hu. Det gør han stadig, for det meste. Men stilheden er ikke længere forbrugshellig og voldtages af motorcross- og uhensynsmaskiner for fuld udblæsning i rødt og grønt og gult neon, ligesom børnehavestuen i den urbane hverdag på landet.




Man ønsker sig en tidsmaskine til tider
Jeg ønsker mig sådan set bare at folk vågner op og finder tilbage i deres krop …