Rusten fortid

Her hvor jeg bor bliver det langsomt lysegrønt. Alle de frodige diger langs vejen står med sprøde kålhoveder i tjørnen og mirabelleblomsterne brunes langsomt i afblomstringen. Den takkede tornblad lyser varmtgul med kokosduft.

Det er langt ude på landet, her hvor jeg bor. I en ikke så fjern fortid havde alle de små gårde i området egen ko og høns og får, forståes. Det man købte var sukker til teen og mel og te. Oppe i bunden af dalen var der posthus med købmand og halvvejs til pubben var der kiosken, hvor man kunne købe sukker og te og andet sødt til tanden og lapper til cykelslanger. Cykelslanger er den eneste slags slanger vi har på den lysegrønne, og her ude på landet er de efterhånden endda ved at være et særsyn.

Kiosken står der endnu, den er rusten, ligesom de sukkerlakridssøm vi solgte i kiosken på Nordfur, da jeg var en lille pige. Vores kiosk var af træ og den var sort og isene var fra Rønbjerg. Denne her i min irske dal var af blik med gesvejsninger på tagryggen.

Når jeg går tur forbi kiosken fornemmer jeg fortidens sus, jeg hører ungdommens glade latter på vej til improviseret bal, med folkedans ved vejkrydset. Det fortæller de om, den ældre generation, dengang man lørdag aften mødtes nede ved krydset og dansede til solen stod op, eller til spillemændenes violinfingre blødte.

Det eneste, der sker ved krydset nu er travle billister, der skrider i svinget med stereoen hamret op, så det dunker så højt at de ikke hører fuglene synge og ham her, der holder øje. Da jeg var barn på Fur var ham, der holdt øje en flot rustfarvet Herefordtyr med hvide krøller i panden …