Havets dybde

Så står man der ved nutidens landsbybrønd og beskuer de frosne ærter og gulerødder i frysemontren og så kikker man op og ind i store smukke blå kvindeøjne, dybe som søer og opdager at dryppelyden kommer fra tåredråber så store og salte som oceaner, der stivner til is. Man ser brystet der tilbageholdt hæver og sænker sig. Man rækker en arm ud til en omfavnelse og holder tæt ind til sin krop og mærker de dybeste hulk fra det inderste af et menneske, i den dybeste nød. Så står man der, på gulvet i supermarkedet på det dybeste vand og siger intet, ser intet. Man kommer aldrig til at kende årsagen til dybden af sorgen, det er ligegyldigt, når bare man svømmer med, i det rette øjeblik.